Har du fået sikkerhedsrådgiverbevis?
Den 18. august 1999 fik vi som bekendt bekendtgørelsen om sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods på vej eller jernbane. Bekendtgørelsen fastsatte at alle virksomheder, der transporterer farligt gods eller som afleverer sådant gods til transport, skulle have udpeget en sikkerhedsrådgiver inden udgangen af 1999, og at denne skulle sørge for at bestå eksamen i løbet af år 2000.
Vi er nu godt i gang med sidste kvartal af år 2000, og dispensationsperioden for beståelse af den lovbestemte eksamination af sikkerhedsrådgiveren er ved at udløbe.
Nu kunne man så håbe på, at stort set alle, der ønsker at fungere som sikkerhedsrådgiver efter 1. januar 2001, allerede har bestået eksamen eller er tilmeldt til en af de sidste eksamener i indeværende år, men sådan forholder det sig desværre ikke.
Forårets eksamener var meget lidt efterspurgte, og ved de to eksamener, der har været afholdt i september, mødte kun ca. halvdelen af de, der specifikt havde ønsket eksamen på dette tidspunkt op.
Det betyder, at der nu må forudses at være en enorm pukkel af kommende sikkerhedsrådgivere, der skal eksamineres ved de sidste tre eksamener i dette år, som afholdes henholdsvis den 18. oktober samt den 8. og 29. november.
Muligvis sidder der nogle rundt omkring, der tænker, at dispensationsordningen sandsynligvis bare fortsætter ind i år 2001, og at der er tid nok til at få bragt tingene i orden.
Det mener vi ikke er realistisk at forvente, idet reglerne faktisk har været vedtaget siden 1996, og Danmark i forvejen har haft en meget favorabel overgangsordning.
Derfor må vi understrege, at sikkerhedsrådgivere, der ikke har bestået eksamen inden udgangen af år 2000, ikke lovligt kan udføre hvervet efter 1. januar 2001, og at virksomheden således må ud og hyre konsulentbistand hos eksterne sikkerhedsrådgivere med orden i beviserne.
Vores råd er derfor: Vent ikke med at gå til eksamen til den sidste dag!. Det kan blive en dyr affære, hvis du ikke når at få beviset inden 1. januar.
Skulle du imidlertid være så uheldig ikke at få sikkerhedsrådgiverbevis i indeværende år, har myndighederne planlagt nye eksamener i slutningen af januar og marts 2001, men HUSK: I den mellemliggende periode er virksomheden nødt til at entrere med en ekstern konsulent for lovligt at udføre sine transportopgaver.
Blovstrød, den 8. oktober
2000
Ingelise Dige Semark