Sikkerhedsrådgiver

  • Udskriv

Sikkerhedsrådgiver for transport af farligt gods.

1.september 1999 trådte bekendtgørelsen om sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods ad vej eller med jernbane i kraft. Bekendtgørelsen, der er udarbejdet af Færdselsstyrelsen, har nr. 665 og er fra 18. august 1999. Den implementerer et rådsdirektiv fra 1996 (96/35/EF).

Hvem skal have en sikkerhedsrådgiver?

Alle virksomheder, der er beskæftiget med transport af farligt gods over visse mængder, skal have eller have aftale med en rådgiver, der bl.a. kan rådgive virksomheden om spørgsmål vedrørende transport af farligt gods, samt føre tilsyn med at reglerne overholdes. Virksomheder, der klargører til transport (d.v.s. klassificerer, emballerer, mærker, udfylder transportdokument mv.), er også omfattet.

Hvem kan være sikkerhedsrådgiver?

Alle, der består den af eksamensmyndigheden udarbejdede og afholdte eksamen, kan fungere som sikkerhedsrådgiver.

Det kan være en person i virksomheden, der bestrider et andet hverv eller en ekstern rådgiver med de fornødne kvalifikationer (d.v.s. en eksamineret person!).

Hvordan skal kvalifikationerne opnås?

Sikkerhedsrådgiveren skal ifølge bekendtgørelsen ikke deltage i et godkendt kursus, men skal bestå en eksamen. Hvordan man opnår den nødvendige viden og færdighed, er op til den enkelte.

Eksamenen udarbejdes og afholdes af den ansvarlige eksamensmyndighed, som i Danmark er Jernbanetilsynet og Beredskabsstyrelsen i fællesskab. Ved denne eksamen skal han vise, at han er i stand til at varetage de opgaver, sikkerhedsrådgiveren er pålagt i henhold til bekendtgørelsen. Det er muligt at gå til eksamen i enten vejtransport eller jernbanetransport eller begge dele.

Hvornår træder det i kraft?

Ordningen trådte i kraft den 1. januar 2000. Rådgiveren skal udpeges af virksomheden og navnet skal indberettes til Beredskabsstyrelsen.

Hvornår er der eksamen?

Der afholdes jævnligt eksamen og du kan i SikBas følge med i hvornår hvad sker. Datoerne kan også ses på hhv. Beredskabsstyrelsens hjemmeside.